Ny søgefunktion til videnskabelige artikler, der anvender HPC

Nu kan du søge specifikt efter publikationer fra dit universitet, der har inkluderet brug af nationale supercomputere.

DeiC arbejder løbende på oversigten over hvilke forskningspublikationer, der har gjort brug af de nationale HPC-anlæg (High Performance Computing). Tallene indsamles, analyseres og offentliggøres i vores Publikationsliste, der omfatter hele perioden mellem 2015 og 2018.

Nu er der så blevet tilføjet en søgefunktion, der gør, at man kan søge i databasen med videnskabelige publikationer, som i øjeblikket indeholder godt 600 artikler fordelt på 299 specifikke internationale tidsskrifter.

”Vi er stolte af at kunne præsentere materialet, som er verificeret af HPC-brugerne, og data får nu lov til at leve virtuelt og kan bruges til inspiration for forskere og andre interesserede,” fortæller Birgitte Vedel Thage, der er chefkonsulent i DeiC og projektleder på Publikationslisten.

”Vi har erfaret, at der er interesse for at kunne spore publikationer, der har inkluderet national regnekraft på lokalt niveau, hvilket der er mulighed for nu,” siger hun.

Listen indeholder 576 publikationer for 2015 til 2018, og i øjeblikket indsamles publikationerne for 2019.

Søg i forskningen

Der er en række forskellige søgemuligheder. Du kan eksempelvis foretages fritekstsøgning i publikationernes titel og førsteforfatters efternavn.

Det er også muligt at søge specifikt efter publikationer inden for otte forskellige fagområder i kategorierne biologi, kemi & biokemi, fysik, medicin, Engeri & miljø, Humaniora & samfundsfag, materialelære samt Computer Science & AI.

Publikationerne kan sorteres efter, hvor regnekraft har været benyttet fra henholdsvis ABACUS2.0 og Computerome eller efter årstal. Listen for 2019 vil desuden inkludere publikationer fra Kulturarvsclusteret, da denne facilitet først var operationel i slutningen af 2018.

Når du har foretaget din søgning og fundet de ønskede publikationer, kan der genereres en liste, som kan downloades til Excel.

Skal din publikation med?

Brugerverificeringen af publikationerne er essentiel, da typen af regnekraft, som anvendes i forbindelse med forskningen, skal angives.

”Arbejdet med indsamling af publikationer har tydeliggjort, at der er i fremtiden kan være behov for et workflow eller et specifikt HPC-ID, hvis man ønsker at få et endnu mere retvisende billede af hvor mange, der har brugt regnekraft i det danske HPC-landskab,” siger Birgitte Vedel Thage

Hvis din publikation mangler på listen, kan du indsende informationerne herfra

Læs mere:

  • Du kan finde Publikationslisten her.