eScience åbner nye døre for arkæologien

Arkæologi er ét af de humanistiske fagområder, som i den grad bedriver eScience eller som det hedder indenfor det humanistiske fagområde: Digital humaniora.

Fagområdet har altid haft et stort indslag af tværfaglige metoder og samarbejdet bredt med mange fageksperter i såvel indsamling af data og dokumentationer som analyse og fortolkninger af disse. Men med den store udvikling i digital teknik og digitalt baserede forskningsmetoder er der i de senere år opstået stadigt flere videnskabelige analysemetoder, som i dag gør det muligt at arbejde med data på en meget mere kompleks måde. Der åbnes for helt ny viden om fortiden, når man bliver i stand til at håndtere data på nye måder.

I filmen tager Professor MSO Mads Kähler Holst, Aarhus Universitet os på en rejse tilbage i tiden til udgravningen af det store offersted med faldne krigere ved Alken Enge. Med afsæt i den introduceres vi til, hvordan en udgravning finder sted i den digitale tidsalder, når et stort udgravningshold skal samarbejde om indsamling af data og efterfølgende behandling af disse.

To af de mest anvendte nye digitale teknikker, der har vundet indpas er:

  1. Anvendelse af 3D billeddokumentation.
    Fordel: Der optages en serie af billeder, der genereres til en meget detaljeret 3D dokumentation, som giver mulighed for både live i udgravningsprocessen at få et overblik og dermed tage kvalificerede beslutninger om næste skridt, og efterfølgende kan andre forskere se meget detaljeret og naturtro, hvad arkæologerne så under udgravningen og dermed arbejde videre med fundene.
  2. Opbygning af en GIS (Geographical Information System) over alle indsamlede data.
    Fordel: 50 mennesker alle med forskellige funktioner skal koordinere deres analyser og arbejde med fundene. Dette sker via opbygning af et Geografisk Informationssystem (GIS)og webdatabaser, hvor alle fund registreres og følges gennem deres vandring fra udgravning til konservering  til laboratorier til magasiner og udstilling. GIS giver mulighed for at analyser på fundenes fordeling og er dermed med til at fortælle historien om krigerne i Alken, hvor mange der var og hvad der skete med dem.

Fremtidige udfordringer

Der indsamles i dag langt flere data end tidligere. Den indsamlede datamængden udfordrer fordi:

  • Den vokser i omfang – det stiller krav til mere plads til opbevaringen
  • Det er en udfordring teknisk at flytte store datamængder over geografisk distance. Arkæologerne har i denne sammenhæng også en særlig problemstilling, fordi deres udgravninger ofte foregår ude i det åbne landskab, hvor der ikke er adgang til højkapacitetsnetværk, når de skal flytte data
  • Arkæologerne har store forventninger til anvendelse af supercomputing til dataprocessering, fordi det åbner for nye analyser på de store mængder data og giver en langt hurtigere produktion af data, og dermed udbrede brugen af de digitale teknikker.
  • De nye typer af data åbner helt nye muligheder i forhold til den digitale formidling af arkæologiske datamaterialer

I filmen er der grafik og visualiseringer udarbejdet af:

  • Mark Film Aps. - klip fra "The Battle".
  • Filmen er udarbejdet af Scientifica film ved Iben Julie Schmidt.